Der er noget, jeg bare ikke forstår. Hvorfor gør det så ondt en gang imellem? Der er nogle dage, hvor jeg bare føler, at verden har forladt mig, hvor jeg føler, at alle har glemt mig. Andre dage, så er det bare, som om at livet helst skulle stå stille – fordi det er så skønt. Jeg smiler og griner, har det sjovt med vennerne, kan det hele, og ingen – ingen kan vælte mig omkuld.
Hvad sker der?
Hvad er det, der sker med mig? Jeg kan ikke huske, at jeg havde det sådan, dengang jeg var barn og helt ung. Men i hele mit voksenliv har det været på den måde: Opture og nedture. Sådan mentalt. De første gange, hvor jeg oplevede, at jeg lige pludseligt faldt ned i de sorte nedture, gik jeg i psykoterapi i København hos Gitte Høj. Det hjalp mig til at få gravet nogle af alle de skeletter, jeg har i mit mentale skab frem – og til at få arbejdet med dem, så jeg kan håndtere dem. Men mine nedture fortsætter med at dukke op. På de mest mærkelige tidspunkter.
Bipolar?
Min terapeut har talt om, at jeg måske har en tendens til bipolaritet. Hun vil gerne have, at jeg ser en psykiater. Det vil jeg også gøre. Mit spørgsmål er, bare om jeg kan undgå at skulle tage medicin. Jeg har ikke lyst til at få stoffer ind i min krop, så jeg kan holde mine nedture i skak.
Undgå medicin
Hidtil har min psykoterapeut i København været så god. Hun har virkeligt hjulpet mig. Måske skal jeg forsøge at få lavet en eller anden kombination med både psykoterapi og psykiatri, så jeg kan undgå medicin. Jeg ved ikke, om det er muligt. Hvis jeg skal vælge: Så vil jeg helst intensivere mit forløb hos psykoterapeuten. Men jeg forstår hende, hvis hun gerne vil have, at en psykiater ser mig først.
