Jeg har en kollega. Han er virkelig en sød mand. Gift og har to børn. Han fortalte for nylig, at her – efter, at de har fået nummer to, har de besluttet sig for at flytte ud fra byen. Ud på landet. Vi sad i kantinen og sludrede. Frokostpause. Ingen af os vidste, at han var nybagt far for anden gang, så det kom som lidt af en overraskelse, da han fortalte om sine flytteplaner. Vi spurgte, om de har fundet et sted, hvor de kan bo, og om det mon ikke kan vente lidt med at flytte. Skal det virkeligt være nu?

Nu flytter de

Han fortalte, at det er deres plan, at de skal flytte i løbet af det kommende år. Helst henne omkring sommeren, så det ikke bliver en pludselig afsked med børnehaven for deres ældste, som er 4 år gammel. De har købt en gammel gård nede på Sydsjælland, og han tænker, at han kan vænne sig til at køre herind på arbejde. Efter frokostpausen den dag var der godt nok gang i den interne e-mail. ”Vi skal da sende en buket til hans kone og ønske tillykke med den lille.

Hvilken blomsterforretning?

Er der nogen af jer, der kan anbefale en blomsterforretning, der har blomsterudbringning i København, og er der mon én af jer, der kender deres præcise adresse?” Mailaktiviteten steg: Alle kendte deres adresse, og alle havde et forslag til en forretning med blomsterlevering i København. Vi kunne ikke blive enige om, hvilken forhandler vi skulle bestille blomster hos, så derfor indgik vi et kompromis: Vi putter skillingerne i en fælleskasse, og så beder vi vores sekretær om at tage det på sine skuldre og sørge for at få sendt en fin buket og nogle gode lækkerier ud til den nybagte mor. Jeg overførte pengene til hendes mobile pay, og så fik hun klaret det i løbet af 5 minutter.