Min partner og jeg er nok lidt skøre. Vi er grafikere og kan godt lide lækre kontorartikler. Fx så er min partner vanvittig dygtig til frihåndstegning. Han leger sig igennem sit liv. En forkælet mand. Jeg er hende, der står for det hårde administrationsarbejde. Det er mig, der laver aftaler med kunderne, og det er også mig, der sørger for, at opgaverne bliver løst til tiden. Min partner derimod er meget kreativ. Men selv om han er grafiker, så har ikke den fjerneste idé om, hvordan man strukturerer fx en plakat. Eller sætter en flyer op, så den fungerer. Han hader at arbejde med computeren. Han tror, at man bare kan trylle produktet frem, efter at han har lavet en skitse.
Kontorartikler en mas
Vi har haft kontoret sammen i mange år, og jeg har ligesom lært at acceptere, at sådan er tingene. Jeg sætter ham til at skitsere et projekt, og så overtager jeg det, når han er ved at overskride sin deadline. Når jeg har rigtig travlt med at fange alle de ting, der mangler at blive lavet i et projekt, kan jeg godt finde på at sende ham i byen. Efter farveblyanter, som han elsker og er storforbruger af. Men også andre ting, vi har brug for på kontoret. Papir, toner til printeren, vand og juice og den slags.
Det var sådan en dag, forleden. Han var bare så hamrende irriterende, at jeg måtte have ham ud af kontoret lige med det samme. Deadlinen var overskredet, og jeg havde kunden i telefonen. Hun kunne selvfølgelig ikke forstå, at vi ikke var færdige til tiden. Det er for dårligt. Jeg kæmpede en brav kamp for at nå det, men trykkeriet, vi samarbejder med, kunne ikke hente prototypen og filerne den dag. Så det måtte blive dagen efter.
Jeg sendte derfor min partner ned til forretningen med kontorartikler. Jeg håbede, at han ville blive der i forholdsvis lang tid, så jeg kunne få arbejdsro. Han taler nemlig ualmindeligt meget. Men min plan holdt ikke.
Makulator?
Han kom tilbage efter en halv time. Med en makulator. Hvad skal vi dog bruge den til? Jeg blev godt nok sur. Han havde købt den, fordi han synes, den er sjov. Den laver konfetti. Se! Han proppede 5 ark farvet papir i den og ja, så hakkede den arkene til konfetti.
Der stod han og kylede konfetti rundt i hele kontoret. Jeg blev gal. Rasende. Havde travlt. Jeg begyndte at skælde ham ud. Jeg bad ham om at gå ned til forretningen igen og købe en lamineringsmaskine. ”Så kan du få lov til at samle konfettien op, lægge puslespil med det og samle det tilbage til et pænt ark A4, som du så kan laminere og hænge op på din væg.”
Jeg mente det ironisk. Jeg var bare så arrig. Han kiggede på mig: Du er genial. Selvfølgelig. Vi skal lave blank og skinnende konfetti. Jeg laminerer arkene, og så kører jeg dem igennem makulatoren. Han løb ud af kontoret, og jeg satte mig ned og begyndte bare at tudbrøle.
